Skriv i debatforum

Annuller indlæg

Re: Opfordring til bedre kultur
En voksen til stede
18. maj 2026 kl. 9:33.

Der blev sagt, at man ville finde ud af, hvem anmelderen var, og at man ville offentliggøre vedkommende, så “folkedomstolen” kunne udskamme og straffe personen. Hævneren var jo vred over, at indsamling blev betegnet som ulovlig af myndighederne, især fordi man ikke havde lyttet til dem, der gjorde opmærksom på problemet. Først efterfølgende gjorde myndigheden hævneren opmærksom på lovgivningen. Måske anmeldte nogle den ulovlige indsamling, fordi de oplevede en censur og sletninger af deres indlæg — alene fordi budskabet eller andres meninger var uønskede.

Situationen kunne formentlig være undgået.

Hævneren blev dog ikke klogere; i stedet ønskede man en målrettet, bevidst offentlig hetz og ydmygelse med et klart hævnmotiv, fordi hævneren var utilfreds med, at loven også gjaldt for vedkommende. Der burde måske have været særlige hensyn eller undtagelser, men det blev ikke gjort.

Spørgsmålet er, om hævneren ved, hvem de forsøger at straffe, eller om det blot er dyrkelse af had og udskamning. Behovet for at nedgøre og latterliggøre andre — eller skabe fjendebilleder med AI — kan være en reaktion på vrede, misundelse eller personlig fiasko, men det kan også være dårlig humor på andres bekostning.

Andre griner med — men hvad griner de så af, og hvorfor? Stemningen på kanalen kan være hyggelig, men tonen kan også være barsk. Humor har sin plads, og politisk satire, som når man gør grin med offentlige personer, kan være legitim. Men hvis man ikke kan se den politiske vinkel, misforstår man ofte intentionen.

Der er grænser for, hvad der er en god debatform. Det ville være bedre, hvis hævneren holdt fokus på emnet i stedet for at blive personlig og forsøge at straffe andre, fordi man ikke fik lov til at bryde loven. Det virker umodent og upassende — man får lyst til at spørge, om der er en voksen til stede. Hvis ikke, må man selv træde ind i den rolle i stedet for blot at efterlyse en voksen.

Det er blevet almindeligt at socialisere ved at mobbe folk, man ikke kender, og at genfortælle historier om, hvor slemme andre er. Det kan føre til en kultur, hvor man fremstiller sig selv som den gode, mens andre udskammes. Selvom formålet med indsamlingen måske var velment — til akut hospitalsophold, begravelse, blomster og serverdrift — bliver det uklart, hvad folk reelt giver penge til, når loven ikke overholdes. Loven er klar på området, og indsamlinger må gennemføres inden for de rammer, loven foreskriver.

Radiofolk og andre taler ofte om fællesfjender, og sladder, AI-billeder og rygter kan få folk til at tro på påstande uden at tjekke dem. Hævneren føler sig berettiget til at udskamme og håne, og mange følger måske med uden at vide bedre. Nogle kunne stoppe det, men gør det ikke af frygt for selv at blive udskammet i en uheldig dynamik.

Uenigheder om teknik eller præferencer — om Yaesu eller Kenwood, analogt eller digitalt, USB eller LSB — kan sagtens diskuteres med humor uden at blive personlige. Ligesom fotografer kan diskutere Canon versus Nikon, bør vi undgå at udskamme folk personligt eller udelukke dem fra fællesskabet, fordi de taler med bestemte klubber. Det kan føles diskriminerende men der måske et behov for kritisere andre og skabe et de andre og os fjendebilleder med uheldig dæmonisering.

Vi har alle et ansvar for at forholde os kritisk til et digitalt mobberi. Det er en form for kommunikation, men den er skarpere og kan gøre mere skade end gamle tiders rygter og røgsignaler i modvind.